Beskrivelse af forløb
Zakæus møder Jesus og hele hans liv og måde at være menneske på ændrer sig fra samme sekund, Jesus ser på ham og han ser på Jesus.
Denne kateketiske lektion lægger op til læsning af beretningen om mødet mellem Jesus og Zakæus, men inviterer også til at gå i dybden med detaljerne i beretningen, få en dialog i gang om hvad et møde med Jesus betyder med henblik på at hver enkelt deltager reflekterer over hvordan vores eget møde med Jesus forandrer os. Det gør en forskel at være set af Jesus – for det er det samme som at være set af Gud.
Formål
Formål med katekesen:
• At børnene lærer om Jesu virke og Jesu lære – og lærer historien om Zakæus at kende
• At børnene øver sig i at bruge deres sprog omkring Bibelens fortællinger
• At formidle tro, viden og holdninger til Bibelens fortællinger
Læsning i Biblen
Lærervejledning
Forslaget til undervisningen har flere elementer i sig.
Først og fremmest at læse/høre fortællingen om Zakæus i fællesskab, tale om historien så deltagerne senere kan huske fortællingen og pointen med Zakæus’ forandrede liv efter mødet med Jesus. Kateketen sikrer sig at alle deltagerne forstår alle ord i fortællingen. Kateketen giver en kontekst til beretningen ved at fortælle, at i det jødiske samfund blev Zakæus som tolder anset for at være en uforbederlig synder og uren. Han arbejde jo for romerne, der var besættelsesmagt i Judæa på Jesu tid. Zakæus stak også penge til side til sig selv – det var den måde han var blevet rig på!
Deltagene sidder derefter samme to og to. Hver gruppe får en side med fortællingen og 10 samtalekort, som lægges på bordet med bagsiden opad.
Deltagerne skiftes til at trække et talekort og fortælle ud fra det, der står på kortet.
Hver deltager skal have ca. 1 minut til at fortælle. Det er hensigtsmæssigt, hvis kateketen tager tid og siger “skift” hvert andet minut, så der er tid til at trække og læse et nyt talekort og til at kateketen evt. kan hjælpe ved tvivlsspørgsmål, før det næste barn skal trække et talekort.
Hensigten er at fortællingen åbner sig for deltagerne på en ny måde, når de selv skal fortælle om den.
De samme talekort kan bruges til både lignelser og fortællinger om Jesus.
Man kan vælge at se en video om Zakæus for at skabe fælles billeder f.eks. den vi har linket til på Youtube.
Herefter kan en gruppeøvelse med f.eks. talekort aktivere alle børn til at sige noget og kateketen kan hjælpe deltagerne til at begynde at reflektere over hvad der er sket mellem Zakæus og Jesus i beretningen.
Kateketen kan derefter samle op med refleksions spørgsmål til fortællingen.
Der lægges op til at gå på individuel eller fælles opdagelse i Niels Larsen Stevns vidunderlige billede om mødet mellem Jesus og Zakæus eller andre af kunstens skildringer er deres møde.
Se links og forslag til fordybelse og analyse samt forslag til kreative aktiviteter, der kan hjælpe børn og unge til yderligere fordybelse af historien.
Forberedelse
Kateketens forberedelse: Bibelens fortælling om Zakæus (Luk 19,1-10)
Læs gerne lidt før og efter i Biblen for selv at få en fornemmelse af hvor vi er i beretningen om Jesus og hans mission.
Den Katolske Kirkes Katekismus har henvisninger til Zakæus i paragrafferne: 2712; 549; 2412
Overvej hvad deltagernes forudsætninger for at forstå katekesen er, herunder i hvilken kontekst af tidligere og efterfølgende katekeser, denne katekese gives:
F.eks.
• Indgår lektionen i en serie af katekeser om Jesus, Guds Søn? Har I haft andre katekeser, der handler om Jesu lignelser og undergerninger eller hændelser i Hans liv.
Undervisningsformen skal passe til målgruppen. Overvej derfor effekten af følgende elementer i forhold til netop din målgruppe:
• Læse/høre fortællingen om Zakæus i fællesskab,
• Se en video om Zakæus for at skabe fælles billeder f.eks. denne
• Gruppeøvelse med talekort for at aktivere alle børn til at sige noget
• kateketen samler op med refleksions spørgsmål til fortællingen
Forberedelser til katekesen:
• Læse og reflektere over fortællingen om Zakæus som kateket og derefter forberedelse til målgruppen.
• Printe et eksemplar af fortællingen plus arket med talekort til hver gruppe af deltagere. Talekortene klippes ud på forhånd.
Opfølgning af katekesen:
Fælles bøn til Jesus om at han også vil se os og hjælpe os til omvendelse, ligesom han engang hjalp Zakæus.
Baggrund for katekesen. Idéen er udarbejder af kateket Birgit Jørgensen, Skt Elisabeth menighed i Holbæk efter idé hentet fra www.konfirmandcenter.dk (se link nedenfor) fra dien “Ind i fortællingen”.
Varighed
1 lektion
Link
Vedhæftet fil
Hvis du opdager links, der ikke virker, opdager fejl og mangler i vores materiale eller du har forslag til forbedringer og nye emner, vil det være en stor hjælp, hvis du skriver til os på denne adresse: anaa@katolsk.dk