Kreative idéer

Billedanalyse med Jesus

Beskrivelse af forløb

Inspiration til billedanalyse, der kan bruges til mange forskellige typer af billeder og kunst, der relaterer sig til troens emner.

Formål

Formålet med at bruge billedanalyse i katekesen er, at gå på opdagelse i kunstens verden med børn og unge, som en del af katekesens pædagogiske værktøjskasse. Vi ser ikke på kunst i katekesen for at lære om kunsthistorie som disciplin, men for at lære kirkens lange tradition for kunst at kende og for at erfare, at kunst også kan være en vej til tro. Kunst taler et helt andet sprog end bare ord, der kommer ud af kateketens mund. Billeder, kompositioner, farver, tekstur, former, hentydninger – der er mange elementer i kunstværker, der vækker til undren, opdagelse og genkendelse i ens eget liv såvel som i den enkeltes relation til Gud.

Læsning i Biblen

Lærervejledning

Grundmodellen i metoden er bygget op omkring: LYT – SE – OPDAG – FORBIND – TRO – SVAR

Guds Ord først! Hvis der er en passende Bibel-tekst til et kunstværk, er det oplagt at læse den op for deltagerne. Det kan gøres på flere måder. Enten en enkel oplæsning, en fælles læsning og samtale om teksten eller som en form for lectio divina, der passer i formen til deltagernes alder og modenhed i forhold til at arbejde konkret med Bibelteksten.

Til dette billede af Rembrandt passer Lukas’ beretning om den fortabte søn naturligvis perfekt. Man kan overveje om man skal læse Biblen før billedanalysen eller efter – alt efter hvordan man vil arbejde kan der være pædagogiske argumenter for begge varianter.

1. Lyt til Guds Ord: Luk 15, 11-31

Tal med deltagerne om teksten:
Er der nogle ord eller sætninger, der er svære at forstå? (for at sikre alle er med på hvad historien handler om og hvad alle ord betyder)
Hvad fanger din opmærksomhed i teksten? Lad deltagerne sige et par ord på skift om hvad de bliver opmærksomme på når de hører teksten.
Hvad vil Jesus fortælle med lignelsen. Han fortæller den for toldere og syndere (Luk 15,1). Hvad kan vi lære af lignelsen? (fortrolighed med historiens elementer og udvikling opstår, når man taler om den og deler den lidt op, så man får et overblik over de forskellige trin i fortællingen)

2. Se – før vi forklarer

Vis billedet uden titel, kunstnernavn eller forklaring. (hav gerne en kopi til hver 2-3 deltagere, så alle kan se nøje på billedet. Det kan være en god ide at laminere billedet så det fremhæver detaljer og kan bruges flere gange)
Man kan også vise billedet på storskærm, hvis man har den mulighed.

Spørg hele gruppen:

Mellemgruppe børn:

Hvad ser du?
Hvem lagde du først mærke til?
Hvad sker der på billedet?
Hvilken deltalje er mærkelig eller spændende?
Hvis du kunne gå ind i billedet, hvor ville du så gerne stille dig?

Firmander:

Hvad falder dit blik først på?
Hvad tror du kunstnere vil have os til at se?
Hvad fortæller lys, farve, hænder, ansigter og afstand mellem personerne os?
Hvad er ikke vist?
Hvilken følelse eller stemning får du af at se på billedet?

HUSK! Der er ingen forkerte svar, når der tages udgangspunkt i noget man faktisk kan se på billedet. Deltagerne skal være undersøgere – ikke elever, der forsøger at gætte et svar kateketen bliver glad for!

3. Opdag – vær detektiv i værket

Nu skal billedet virkelig undersøges. Del deltagerne i grupper af 2-3 personer i hver gruppe.

Man kan give grupper de samme eller forskellige opgaver som:
– find 3 detaljer, som I tror har stor betydning for billedets budskab
– find noget, der fortæller om Gud
– find noget, der fortæller om mennesket
– find den vigtigste håndbevægelse
– hvem ser på hvem?
– hvor kommer lyset fra?
– hvilken person ville I helst tale med og hvorfor?
Hvilken detalje ville I spørge kunstnere om?

4. Forbind – åbne billedet sammen med Biblen

Læs igen teksten fra Biblen højt. (det er en god ide at vænne sig til at lære Biblens tekster flere gange, for Guds ord taler til os i gentagelse og gentagelse – lige som vi møder Biblens ord igen og igen i kirkeåret og i kirkens liturgi)

Spørg deltagerne:

Hvad har kunstnere set i Bibelteksten, som du ikke selv har lagt mærke til?
Er der noget i Bibelteksten, som kunstnere ikke har valgt at vise?

Det vigtige er fortolkning: lad deltagerne fortolke teksten, sådan som den konkret taler til dem.

Inspiration til spørgsmål:
– Hvor står den ældre søn?
– Hvordan tager faderen imod den yngste søn?
– Hvorfor er hænderne så fremtrædende?
– Hvad fortæller lyset?

Med firmanderne kan man også reflektere:

– er Rembrandts billede egentlig mest af billede af Sønnen – eller et billede af Gud?

5. Tro – hvad har det med mig at gøre?

Det store spørgsmål er: Hvad siger billedet til mig om Gud, mennesket og mit eget liv?

Mellemgruppe:

– Jeg vil gerne være den person i billedet som….
– Jeg tror Gud er ….
– Det mærkeligste ved Jesus lignelse er …
– Billedet får mig til at tænke på….
– Hvis Jesus kunne sige et ord til mig om billedet/ fra billedet kunne det være ….

Firmander:

– Hvad fortæller billedet om Gud?
– Er der noget vil denne fremstilling af Gud, som jeg har svært ved?
– Hvor ville jeg selv befinde mig i denne scene?
– Hvad siger værket om skyld, tilgivelse, lidelse, håb og/eller kærlighed?
– Er min egen forestilling om Gud/Kristus anderleden end kunstnerens?

Forslag til aktiviteter:

Talebobler til hver person på billedet: hav på forhånd klippet en mængde talebobler. Deltagerne skriver hver især en sætning på hver boble, så hver person på værket siger eller tænker noget. Hos firmanderne kan man også lade dem skrive med en anden farve det, som personerne ikke tør sige højt.

Firmander: Et nutidigt modbillede:
Lad firmanderne lave et nutidigt værk, foto, tegning eller anden kreativ arbejdsform, hvor de præsenterer deres egen fortolkning af motivet. Hvordan ville den fortabte søn se ud i dag? Bagefter skal de forklare deres kunstneriske valg.

Kunstværket som bøn:
Afslut med 2-3 minutters stilhed foran værket. Bed deltagerne om at koncentrere sig om især en detalje, som de synes er vigtig for dem. Derefter kan de sige eller skrive: Gud, i dette billede lægger jeg især mærke til….. eller Gud, jeg vil spørge dig om…. eller hvad der nu kan være indledning til en dialog med Gud om billedet og dets budskab.
Tak evt. selv Gud sammen med deltagerne for al den kunst vi har fået som en gave fra Gud, ikke bare til katekese men også til fordybelse i troen og som en skøn og vidunderlig gave vi kan omgive os med alle steder.

6. Svar til Gud
I dag har vi mødt Jesu lignelse, gennem Lukas’ beretning, om den fortabte søn og set nøje på Rembrandts billede, som er hans fortolkning af lignelsen. Hvordan berører det os? Hvad har Gud lært os i dag? Har Han ladet sin Helligånd tale gennem Biblens ord og Rembrandts billede – og hvad svarer vi hver især Gud på dagens katekese?

Forberedelse

Læs selv Bibel-teksten grundigt og evt. efter principperne for lectio divina, så du selv har overvejet tekstens struktur og kan hjælpe deltagerne ind i teksten på en sikker måde. Læs den også gerne højt som en del af din forberedelse, så du ikke overraskes af ord, der er svære at læse eller udtale.
Print billedet i en god størrelse, så du har et passende antal til din deltagergruppe. 2-3 personer kan godt se på samme billede. Se link til foto, der kan printes.
Hvis du vil lave aktiviteten med talebobler, skal du have forberedt et passende antal talebobler og have skriveredskaber med. gerne i flere farver, så man også kan vælge at en farve er det der siges, en anden farve det, der tænkes.

Varighed

1 time

Link

Vedhæftet fil

Hvis du opdager links, der ikke virker, opdager fejl og mangler i vores materiale eller du har forslag til forbedringer og nye emner, vil det være en stor hjælp, hvis du skriver til os på denne adresse: anaa@katolsk.dk